Velbesøgt webinar om dansk skoleplatform kan stadig ses
Vores webinar gik godt og der blev stillet mange gode spørgsmål fra de 60 deltagere
9. september 2022
Torsdag den 8. september afholdt Semaphor og Magenta et webinar, om vores bud på en ny sikker og tryg skoleplatform: Classroom+.
Efter Datatilsynets afgørelse, i forhold til Helsingør Kommunes brug af Google Workspace for Education, som skoleplatform, er det blevet tid til at finde en lovlig løsning. Vi mener ikke at jura og kontrakter kan gøre Google Workspace til en tryg platform for danske skolebørn. Det samme gælder andre cloud-løsninger som kommer fra amerikanske tech-giganter. De vil altid være underlagt amerikansk lovgivning og amerikanske efterretningstjenesters luner. Det er ligegyldigt hvor serverne står, hvis selskabet som ejer dem er underlagt en ikke-europæisk statsmagt.
I pressen har det mest handlet om ChromeBook's. De har også været en stor udgift for kommunerne, men datatilsynets afgørelse handler om børnenes data, som gemmes "i skyen". Det er altså ikke selve børnenes computere som er det største problem.