Nextcloud Teknisk overblik
Indsigt i Nextclouds komponenter
En Nextcloud installation kan gøres meget simpelt. Nextcloud kræver i princippet ikke andet end en enkelt server for at fungere. Der kan dog nemt tilpasses og skræddersys en arkitektur der passer til specifikke infrastrukturer. En typisk installation af Nextcloud, som vi hos Semaphor ville sætte den op, ses på figur 1.
Mulighederne er mange med Nextcloud og ofte ser vi, at kunder allerede bruger en form for reverse proxy-server til at håndtere SSL-forbindelser og certifikater. Nextcloud kan altså fint integreres med denne og i tilfælde af, at en reverse proxy ikke er ønsket, kan webserveren med Nextcloud sagtens håndtere SSL-forbindelserne selv. Nextcloud bruger også en database til at holde styr på bl.a. filer, ejerskab og rettigheder. Denne database er af typen PostgreSQL eller MySQL/MariaDB og kan enten ligge lokalt på samme server som udbyder web-delen, eller på en dedikeret database-server.
Der kan både bruges Apache2 og Nginx som webserver på Nextcloud-serveren. Vi er hos Semaphor meget glade for Nginx, og fortrækker at benytte os af den til både at håndtere SSL-forbindelser (reverse proxy) og som webserver. Nextcloud har sågar lavet Docker-images og det er altså muligt at sætte en komplet installation op i containere.
På figuren ovenfor vises et eksempel på en opsætning, hvor der benyttes en reverse proxy til at håndtere SSL-forbindelser, en dedikeret webserver til selve Nextcloud og en forbindelse til et directory el. IdP, som der kan autentikeres mod med f.eks. LDAP, OpenID Connect eller SAML2. Disse autentifikationsmetoder er dog ikke de eneste som Nextcloud understøtter. Der findes nemlig et hav af plugins der muliggør det at logge ind med alt fra Kerberos til to-faktor-login og sociale medier. Vi anbefaler ikke sidstnævnte.
Fleksibiliteten med Nextcloud, gør det til en optimal erstatning til f.eks. Google Drive og OneDrive og er en genial løsning til brug hos kommuner, virksomheder eller skoler. Vi har været behjælpelige med at sætte Nextcloud op hos Ballerup kommune, som lige nu nyder godt af, at have deres egne data liggende på deres egne servere. Vi har selv brugt Nextcloud (ownCloud og siden Nextcloud) hos Semaphor siden 2013, og flere at os har personlige Nextcloud-installationer på egne servere.
Er du nysgerring på Nextcloud? Så kan du læse mere om projektet på deres hjemmeside. Hvis du kunne tænke dig at høre mere om hvordan Semaphor kan hjælpe med installation og support af Nextcloud er du velkommen til at kontakte os.